Operation Dagsværk

Oplysning – Stillingtagen – Handling

OD består af engagerede elever på gymnasier og folkeskoler over hele Danmark, som er med til at bestemme årets projekt. I løbet af året iværksættes oplysningskampagner om årets projekt på skoler og gymnasier i Danmark, og på OD-dagen samler alle deltagende elever ind til projektet ved at arbejde.

Dette er en kæmpe mulighed for at involvere sig i frivilligt arbejde, der gavner verdens børn og unge, samt at mødes med andre ligesindede elever fra hele Danmark. Ved at deltage i OD er du med til at sætte en global dagsorden på vores gymnasium. Det er vigtigt at stå sammen om verdens u-privilegerede børn og unge, det er dem der tegner fremtidens verdenssamfund og det kan kun blive bedre, hvis de vokser op med uddannelse og tryghed. 

Operation Dagsværk 2020

I 2020 sætter Operation Dagsværk fokus på seksuel chikane og vold i skolerne i Peru i samarbejde med Amnesty International. Projektet skal støtte og styrke de peruvianske elever, så de kan tage sagen i egen hånd og gøre deres skoler til trygge rum, hvor alle kan gennemføre deres studier og bryde ud af fattigdom. På Dagsværkdagen den 11. november 2020 arbejder unge fra ungdomsuddannelserne og efterskolerne over hele landet til fordel for projektet, som Amnesty Danmark gennemfører i samarbejde med deres lokale partnere over en 3-årig periode.

I Peru er seksuel chikane og vold hverdag på skolerne. Særligt unge piger og LGBTI+ personer bliver presset til at give seksuelle ydelser til deres lærere i bytte for bedre karakterer. De må gå uden om bestemte områder på skolen, som er ’hot-spots’ for overgreb. Nogle dropper ud pga. graviditeter som følge af overgreb på skolen. Det skaber en utryg stemning og frustration, fordi der ikke er nogen hjælp at hente fra de voksne på skolerne, der ikke tager de unges oplevelser alvorligt. Og der er ingen klare procedurer for anmeldelser. 

Vær med!

Her på Stenhus har vi selvfølgelig også en OD-gruppe, som står for at arrangere dagen på Stenhus. Vi håber, at der er en masse friske og engagerede elever, som vil hjælpe med at stable OD 2020 på benene!

Kontaktpersoner på skolen til OD 2020 er: Sidsel Blok Rasmussen fra 3.u

Hvis du har et job til en OD-elev, så opret det meget gerne i jobbanken.

I 2013 satte indsamlingen på Stenhus rekord: hele 100.544 kr blev samlet ind, og Stenhus blev hermed den uddannelsesinstitution med det femte højeste indsamlede beløb i Danmark.

 

Operation Dagsværk 2020 løber af stablen d. 11. november 2020, og I kan læse mere om Operation Dagsværk 2020 her: www.od.dk.

Indsamlet beløb tidligere år:

I 2019 indsamlede eleverne ca.   36.896 kr.
I 2018 indsamlede eleverne ca.   22.770 kr.
I 2017 indsamlede eleverne ca.   14.235 kr.
I 2016 indsamlede eleverne ca.   15.572 kr.
I 2015 indsamlede eleverne ca.   21.316 kr.
I 2014 indsamlede eleverne ca.   26.446 kr.
I 2013 indsamlede eleverne ca. 100.544 kr.
I 2012 indsamlede eleverne ca.   56.000 kr.
I 2011 indsamlede eleverne ca.   62.000 kr.
I 2010 indsamlede eleverne ca.   67.000 kr.
I 2009 indsamlede eleverne ca.   64.000 kr.
I 2008 indsamlede eleverne ca.   49.000 kr.