• Skolen har ansvaret for studieturen, fra den starter til den slutter – og eleverne repræsenterer skolen under hele studieturen, også når de færdes på egen hånd.

  • Eleverne rejser som samlet klasse på Stenhus Gymnasium. Derfor gælder skolens almindelige ordensregler også på studieturen, herunder at der ikke må indtages alkohol

  • Hvis ordensreglerne ikke overholdes, så kan sanktionen være, at eleven modtager en skriftlig advarsel og bliver udelukket fra alle sociale aktiviteter på skolen, herunder alle fremtidige fester. Dette afgøres af rektor.

  • På selve studieturen kan sanktionen være, at eleven ikke kan deltage i de sociale aktiviteter på studieturen, dvs. færdes udenfor hotellet, når dagens program er afsluttet. Dette afgøres af lærerne.

  • Eleverne skal respektere og tage hensyn til kulturen i det land, de er gæster i.

  • Eleverne må ikke bevæge sig rundt alene, men skal altid optræde mindst parvis.

  • Eleverne og forældrene vil inden afrejsen modtage skriftlig information om, hvor eleven opholder sig på turen: Adresse og telefonnummer på hotellet.

  • Eleven bør altid have denne information på sig under studieturen.

  • Elever og forældre vil inden studierejsen modtage et detaljeret program for turen. Særlige omstændigheder kan dog nødvendiggøre justeringer undervejs.

  • Lærernes tilsyn i øvrigt består i at orientere, undersøge og, om nødvendigt, gribe ind, hvis der er grund til at tro, at elever ikke opfører sig ordentligt eller er i fare.

  • Elever og deres forældre har pligt til inden studieturen at orientere rejselærerne, hvis eleven lider af en sygdom, som kan blive behandlingskrævende under studieturen og hvis eleven tager stærk medicin.

  • Det er elevens ansvar at have et gyldigt pas på rejsetidspunktet