Idræt er obligatorisk  på c-niveau i alle 3 år på STX og kan vælges på 1. år på HF. Idræt kan desuden vælges som studieretningsfag på STX eller som valgfag i 3g eller 2hf på B-niveau, hvis du har haft det på c-niveau.

Obligatorisk idræt

Obligatorisk idræt tager udgangspunkt i den fysiske aktivitet, men kan også indeholde teori fra de naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige områder. Gennem en alsidig idrætsundervisning opnås grundlæggende idrætslige færdigheder og indsigt i kroppens bevægelsesmuligheder. Derudover inddrager faget den sundhedsmæssige betydning af og forudsætningerne for at være i en god fysisk form. Faget giver en bred forståelse for idrættens bidrag til udviklingen af personlig identitet og sociale kompetencer.

I idrætsundervinsingen bliver du præsenteret for mange sjove, hårde, lærerige og udfordrende oplevelser, hvor det er bevægelsen og kroppen, der er i centrum.

For at tilgodese et alsidigt idrætsbillede tilrettelægges undervisningen således, at mindst 20% af undervisningen udgøres af hvert af de 3 hovedområder:

a) Boldspil

b) Koreograferede og frie bevægelser til musik og lyd

c) Klassiske og nye idrætter

Gennem alsidig idrætsundervisning vil du opleve glæden ved at bevæge dig og derigennem motiveres til fortsat fysisk aktivitet.

Hvordan er undervisningen organiseret?

Idrætsaktiviteterne på c-niveau tilrettelægges i vid udstrækning af holdets idrætslærere – typisk fokuseres der på grundlæggende krops- og boldbeherskelse, rytmefornemmelse og grundlæggende principper for træning det første år.

For STX-elever skal der udarbejdes og gennemføres et opvarmningsprogram til musik og i 3. g gennemføres et træningsprojekt.

I HF gennemføres både opvarmningsprogram og træningsprojekt i løbet af det ene år med idræt.

I STX består et idrætshold som regel af 2 klasser, mens man på HF er i sin stamklasse.

Skolens regler i forbindelse med fravær i idræt

Elever, der møder op til idrætstimerne, men som ikke kan være fuldt aktive, skal deltage i den udstrækning, deres handicap tillader. Kan eleven ikke på meningsfuld måde deltage i idrætsundervisningen, giver det fravær. Ved kortvarige skadesforløb (op til 2 uger) skal eleven ikke være til stede ved idrætsundervisningen, men angive fraværsårsagen i Lectio.

Ved længerevarende skadesforløb skal eleven kunne dokumentere sin skade ved en erklæring fra enten fysioterapeut eller læge. Det skal fremgå af dokumentationen, hvor længe eleven er fritaget fra idræt og i hvilket omfang. Eleven registreres ikke fraværende i den periode, dokumentationen dækker over. Eleven afholder selv udgiften til den skriftlige dokumentation af skaden.

Elever, der på grund af handicap eller på grund af funktionsnedsættelse ikke kan deltage aktivt i hele idrætsundervisningen, kan efter anmodning blive fritaget for denne. Der skal i disse tilfælde udfyldes en fritagelsesblanket med lægeerklæring, og eleven skal i stedet for faget idræt gennemføre et andet valgfag på c- niveau. Blanketten afleveres på kontoret.

For HF gælder, at betingelsen for at kunne rykke op i 2hf er, at eleven i 1hf har deltaget i tilstrækkelig omfang i idræt c. De HF-elever, der har for meget fravær i idræt, kan i løbet af året indkaldes til ekstratimer i idræt f.eks. om lørdagen.

Bedømmelseskriterier på idræt c

I forbindelse med den løbende evaluering, herunder vurderingen af elevernes aktivitetsniveau, anvendes følgende bedømmelseskriterier:

  • fysisk kapacitet
  • beherskelse af tekniske og taktiske elementer i et alsidigt udvalg af idrætsdiscipliner og idrætsaktiviteter inden for de tre færdighedsområder
  • evnen til at arbejde selvstændigt og indgå i samarbejdsrelationer
  • planlægning og gennemførelse af opvarmnings- og grundtræningsprogrammer
  • planlægning, gennemførelse og evaluering af eget træningsprogram i 3.g, herunder evnen til at koble teori og træningslære sammen med praktik.

Idræt B

Idræt B er for dig, der er vild med idræt, og som gerne vil opnå en større idrætsteoretisk viden inden for såvel det naturvidenskabelige som det humanistiske og samfundsvidenskabelige område.

Undervisningen tilrettelægges som tematiserede forløb, hvor teori og praktik så vidt muligt kobles sammen i den konkrete idrætspraksis. Ca. halvdelen af timerne er teori, mens den anden halvdel er praktik. Hvilke temaer, der arbejdes med, bestemmes i samarbejde med holdet – dog vil der maksimalt kunne gennemføres 5 tematiske forløb – under hensyn til kravet om alsidighed.  Da der er mange flere timer til rådighed på Idræt B, er det også muligt at samle nogle timer til at tage på forskellige ekskursioner/ture. Dette giver mulighed for at få nogle oplevelser ud over den sædvanlige idrætsundervisning på skolen, f.eks. klatring, sejlads, Gerlev legepark m.v.

Det forudsættes, at eleven behersker alsidige og grundlæggende idrætslige færdigheder (c-niveau) samt udvalgte idrætter på et højere niveau.

I teoriforståelse opnås grundlæggende viden om træningslære og arbejdsfysiologi, og eleverne skal kunne analysere og reflektere over idrættens kulturelle og samfundsmæssige værdier.

Idræt på B-niveau er et eksamensfag. Eksamen består af en praktisk del og en teoretisk del.

Frivillig idræt

Ud over de faste timer på skemaet tilbyder skolen frivillig idræt efter skoletid, hvor alle er velkomne til at deltage i den idrætsgren, de har særlig interesse i, men ikke nødvendigvis er særlig dygtige til.