På Stenhus holder vi rigtig gerne gymnasiefester. Festerne arrangeres af skolens elev-fest-udvalg, SEF, i samarbejde med skolens ledelse. Festerne er populære og det er rigtig mange unge mennesker, der samles på samme sted for at feste, danse, høre musik og have det sjovt – og for mange indgår alkohol-indtag som en del af festen. Nogle drikker slet ikke, nogle drikker lidt, andre drikker noget mere. Vi holder ikke fest for dem, der drikker for at drikke og helt mister kontrollen. Dem kan vi ikke tage ansvar for.

Når så mange unge mennesker samles, er der selvfølgelig nødt til at være regler, så alle kan få en god fest.

  • Alle fester er KUN for elever på skolen
  • Der kan IKKE medbringes gæster til festerne
  • Studiekort SKAL medbringes som legitimation ved festerne
  • Der skal altid købes billetter over Gymelev. Billetterne SKAL medbringes
  • Rygning på skolens område er forbudt ved festerne 
  • Der må IKKE medbringes alkohol til festerne
  • Man bliver ikke lukket ind, hvis man er synlig beruset og har en promille over 1,0.
  • Der sælges ikke spiritus, og der sælges ikke alkohol til elever under 16 år

Der er altid hyret professionelle vagter, der sammen med ledelsen og SEF sikrer, at alle kan have en god fest. 

Festerne starter typisk kl. 18.30 og dørene lukkes kl. 20. Festerne slutter kl. 00, og der er arrangeret gratis busser til Holbæk Station, så alle kan komme godt videre og hjem. Læs mere om skolens fester - og hvad du som forælder, kan gøre.

Som uddannelsesinstitution er det vigtigt for os at skabe rammer for gode fester, hvor alle kan være med:-)