Den 3. november afholdt Stenhus Gymnasium valgaften, planlagt og udført af Politisk Samling. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor klasserne var Corona sikret i hver deres afdeling af skolen. Det mindskede dog ikke hyggen, da alle klasser fik muligheden for at komme hinanden ved i form af en masse fælles aktiviteter, som blev kørt over Teams.

Efter at klasserne hver for sig havde indledt aftenen med aftensmad, så blev det tid til en debat, som blev livestreamet til klasserne fra skolens Fodbad. De to skarpe debattører var Holbæks borgmester, Christina K. Hansen fra Socialdemokratiet og Thorsten Larsen-Seul fra Nye Borgerlige.

De repræsenterede to forskellige politiske synspunkter på valget i USA, og de to præsidentkandidater. Gennem diskussion af politiske emner som religionsfrihed, klima og våbenlovgivning fik de to debattører præsenteret klasserne for forskellige syn på Donald Trumps politik, samt hvordan de opfattede Joe Biden som kandidat. Debattens ordstyrer var Emil Johansen Thorsson fra 3i, som kyndigt styrede politikerne rundt i de forskellige emner.

Aftenen bød endvidere på spændende politiske quizzer om amerikansk politik, hvor Asta Marie Mohr Jensen og Mai Rikke Næsgaard Larsen elegant fik klasserne igennem alt fra præsidentkandidaterne politik, til USAs politiske system. Quizzen mellem klasserne blev vundet efter en tæt kamp af 3i, skarpt efterfulgt af 2æ.

Resten af aftenen havde klasserne deres eget program. Stor tak til politisk samling, som gjorde aftenen mulig, og til lærernes og lektiehjælpernes store indsats, samt klassernes gode opførelse.