Da Stenhus Gymnasium 2. juni fremlagde skolens tanker om studenter-fejring i disse corona-tider, så var det uden at kende politikernes beslutning omkring vognkørsel. Og det skulle vise sig, at det fik afgørende betydning for dimissionsplanerne, da politikerne i forbindelse med tilladelsen til vognkørsel samtidig besluttede, at dimissionen skal foregå klassevis - dét havde vi ikke forventet!

Planen for dimissionen måtte derfor revideres, og i dag, onsdag den 10. juni, kom de (forhåbentlig) sidste retningslinjer, så nu vover vi at offentliggøre den ENDELIGE plan :-)

Sidste eksamen

3.g-eleverne bliver alle færdige med deres mundtlige eksaminer i uge 25 (15.-19. juni), mens 2. hf-eleverne har deres sidste mundtlige eksamen på de tre første dage af uge 26 (22.-24. juni).

Når I har jeres sidste mundtlige eksamen, er der tradition for, at jeres familier kommer og giver jer huen på og ønsker jer tillykke. Sådan bliver det også i år, men vi kan ikke byde familierne indenfor på skolen, da folk ikke må stimle sammen på så lidt plads. Vi stiller istedet en masse bænke op i det udendørs område mellem gymnasiet og kostskolen. Her må den enkelte students familie/venner optage én bænk i en times tid, og man må have op til 10 personer med. Alle familier opfordres til at medbringe en dug, dels for at gøre det hyggeligt, dels for at minimere smitterisikoen. Vi skal nok sørge for, at der er håndsprit i området. Vis hensyn - alle skal have en god dag.

Kantinen stiller op i området med udsalg af roser, jordbær, ærter samt drikkevarer (alkoholfrie).

Dimission

Dimissionen afholdes klassevis i uge 26 fordelt på dagene mandag 22. juni, tirsdag d. 23. juni og onsdag den 24. juni for IB og STX samt torsdag den 25. juni for HF. Her er tidspunkterne for de enkelte klasser:

Mandag kl. 14.00 (3.c), 15.30 (3.y), 17.00 (3.d) og 18.30 (3.e).
Tirsdag kl. 12.30 (3.w), 14.00 (3.t), 15.30 (3.æ) og 17.00 (3.u).
Onsdag kl. 13.30 (3.a), 15.00 (3.i), 17.00 (3.x) og 18.30 (3.b)
Torsdag kl. 14.00 (2.n), 15.30 (2.o), 17.00 (2.p) og 18.30 (2.q)

Man møder op foran hovedindgangen og bydes indenfor i Fodbadet på det fastlagte tidspunkt. Dimissionen tager cirka 1 time og programmet ser således ud:

  • Velkomst
  • Musikalsk indslag
  • Rektors tale til studenterne
  • Oplæsning af navnene
  • Klasselærerens tale til studenterne
  • Bogpræmier og legater
  • Hueceremoni
  • Musikalsk indslag

Herefter ledes klassen samt deres pårørende ud ad side-indgangen til klassefoto og en lille udskænkning, mens Fodbadet klargøres til næste klasse.

Hver student må medbringe højst 3 pårørende, dog kun 2 pårørende for 3i, da denne klasse er betydelig større end de øvrige.

Vogntur

Vognturene afvikles fredag den 26. juni. Der vil være 2 startsteder: Den store p-plads ved Stenhusvej samt p-pladsen ved Stenhushallen. Der vil også være 2 starttidspunkter: kl. 10.45 og kl. 12.15. Der vil være 4 klasser på hver p-plads på hvert tidspunkt, altså 16 klasser i alt. En time før deres starttidspunkt må klasserne møde og pynte vognene. I år er det altså ikke årgangen under, der pynter vognene, det skal klasserne selv gøre. Og andre skal altså ikke møde op :-)

Denne anderledes måde at påbegynde vognkørslen på sker for at sikre så få personer på samme sted som muligt. Vi er sikre på, at I nok skal få en rigtig god dag trods den lidt anden start :-)

Fest

Det skal nok blive nogle festlige dage med studenterfejring i juni - men I skal ikke snydes for den helt store fest på skolen. Den påtænker vi at afholde først på efteråret, så vi håber, at I ikke er blevet trætte af at gå med jeres huer til den tid :-)