orestillingen tematiserer de syv dødssynder: Hovmod, griskhed, misundelse, vrede, dovenskab, nydelsessyge og fråseri. Iscenesættelsen tager afsæt i mødet mellem det barokke univers, vi kender fra teatret med pudder, parykker og prangende påklædning, og den moderne pop- og rockmusik.

Selvom de færreste nok går og tænker på dødssynder til hverdag, finder vi stadig disse skyggesider af sindet overalt omkring os: metoo, madspild, svindel, skattely, influencers, instagram. Denne forestilling giver et bud på, hvordan de kommer til udtryk i- og præger vores tid lige nu. Det gør den gennem fortolkninger af kendte nye og ældre sange af kunstnere som Medina, Police, Queen, Britney Spears, Gulddreng og mange flere. Sangene fortolkes af et så godt som professionelt elevteam bestående af sangere, musikere, dansere og medieteknikere. 

Gennem sangerne opfordres publikum til at tænke over, hvordan fænomener, vi kender fra nutiden, afspejler de syv temaer. Hvem bliver ikke fristet til at fråse, selv om vi taler om madspild og klimakrise? Hvem lader ikke temperamentet løbe af med sig, selv om vi taler om mindfulness og tolerance? Hvem misunder ikke det perfekte insta-liv, selvom vi taler om #nofilter og #reallife?

Så hvem kan påstå, at dødssynderne er forældede – er det ikke netop dem, vi alle kæmper med hver eneste dag?

”$even$ins” henvender sig til alle med interesse for teater, musik, dans, kunst og ikke mindst den gode oplevelse. Den er produceret af et kunstnerisk lærerteam i samarbejde med et bredt udsnit af Stenhus Gymnasiums elever.

Forestillingen spiller for offentligheden fredag d. 24/1 kl. 20.00, lørdag d. 25/1 kl. 20.00 samt søndag d. 26/1 kl 15.00. Entré 20 kr.

Der spilles desuden 2 skoleforestillinger for grundskoler mandag den 27/1 og tirsdag den 28/1. Kontakt mlh@stenhus-gym.dk for at bestille billetter til skoleklasser.