Faget matematik er et vigtigt redskab inden for mange områder heriblandt naturvidenskab, teknologi, medicin, økonomi og samfundsvidenskab. Matematikken gør os i stand til at forstå mange forhold i verden omkring os – også i dagligdagen spiller matematikken en væsentlig rolle. Forståelsen af matematik udgør især en betydelig rolle i tilegnelsen af de naturvidenskabelige fags indhold.

I matematikundervisningen lægges der stor vægt på løsning af opgaver, da dette er en afgørende støtte for tilegnelsen af matematiske begreber og metoder.

Matematik C er obligatorisk for alle elever på STX og HF, mens matematik B og A kan læses som studieretningsfag eller som valgfag.

På HF kan der ikke vælges matematik på A-niveau.

Matematik C

Matematik C arbejder med følgende områder:

  • Ligningsløsning
  • Lineære funktioner
  • Beregninger i vilkårlige trekanter 
  • Eksponentielle sammenhænge og potenssammenhænge mellem variable
  • Statistik

Matematik B

Matematik B bygger på undervisningen i matematik C og arbejder derudover med følgende områder: 

  • Differentialregning
  • Optimering
  • Integralregning
  • Statistik
  • Modellering

Matematik A

Matematik A bygger videre på undervisningen i matematik B og arbejder med områderne:

  • Differentialregning
  • Integralregning
  • Plangeometri og rumgeometri
  • Lineære differentialligninger af 1. orden og logistiske differentialligninger

På alle tre niveauer arbejdes der desuden med supplerende stof, hvilket afhængig af niveau bl.a. kan være matematik-historiske forløb, sandsynlighedsteoretiske modeller, ræsonnement og bevisførelse.

Lommeregner?

På B- og A-niveau foregår løsning af opgaver blandt andet ved hjælp at matematikprogrammet TI-Nspire. Alle elever vil få mulighed for køb af en brugerlicens ved skolestart, og skolen forventer, at alle elever råder over en bærbar computer. Vi anbefaler kraftigt, at du anvender TI-Nspire-softwaren på computeren. Skulle du alligevel ønske at anskaffe dig en håndholdt lommeregner, anbefaler vi TI-30 X Pro Multiview hvis du afslutter matematik på C-niveau og TI-Nspire CX CAS, hvis du vil have matematik på B- eller A-niveau.

Eksamen

Matematik C afsluttes med en mundtlig eksamen. På HF dog også med en skriftlig eksamen. Matematik B og A afsluttes med en skriftlig og mundtlig eksamen.

Læs meget mere om matematik på EMU, danmarks Undervisningsportal.