I kemi arbejder vi både med stoffer, der findes i naturen, og med stoffer, der kan fremstilles kunstigt i laboratoriet. Du lærer, hvad forskellige stoffer består af, og hvordan de kan indgå i kemiske reaktioner.

Kemi har betydning i mange sammenhænge, bl.a. industriel produktion, miljøforhold, bioteknologi, nanoteknologi, udvikling af nye materialer, lægemidler og fødevareproduktion.

Kemi er både et teoretisk og et praktisk fag, og de to dele hænger tæt sammen. Når du laver praktiske øvelser i laboratoriet, får du mulighed for med egne øjne at se, at lærebogens teorier handler om og giver forklaring på fænomener fra den virkelige verden. F.eks. analyserer vi fødevarer og sammenligner vores egne resultater med varedeklarationen; det kan være saltindholdet i brød, eddikesyreindholdet i husholdningseddike, salmiakindholdet i spejderhagl eller c-vitaminindholdet i appelsinjuice.

På Stenhus Gymnasium findes kemi på C-, B- og A-niveau. På STX er kemi på C-niveau obligatorisk på visse studieretninger og findes desuden som valgfag på andre. B-niveauet findes som studieretningsfag og som valgfag (forudsætter C-niveau). A-niveau fås ved at vælge den studieretning, hvor dette indgår som studieretningsfag. På HF er kemi obligatorisk på C-niveau og kan vælges på B-niveau.

Læs meget mere om kemi på EMU, Danmarks Undervisningsportal.