Mål

At skabe en forståelse for sammenhængene mellem alle de visuelle genstandsfelter i vores verden og at opnå en bevidsthed om kunstens virkemidler på tværs af historie og kultur.

Indhold

I billedkunst arbejder vi både teoretisk og praktisk, og der vil altid være en klar sammenhæng mellem det teoretiske og det praktiske arbejde.

Vi læser kunstneriske værker indenfor flere kategorier og på flere niveauer, dvs. at vi beskriver, analyserer og fortolker billeder i såvel historisk som i tværfaglig sammenhæng.

De fire overordnede kategorier er: billeder, skulptur, installation og arkitektur. 

Fagets to hovedområder er billedkunst og arkitektur indenfor følgende perioder

  • Tiden før 1400
  • Tiden 1400-1750
  • Tiden efter 1750
  • De seneste 5 år

It indgår som en selvfølgelig del af billedkunst, både i forbindelse med informationssøgning og som kunstnerisk værktøj.

Krav

I den daglige billedkunstundervisning benyttes en personlig mappe, som sammen med det læste pensum danner grundlag for den endelige eksamen. I mappen samles alle teoretiske og praktiske billedkunstopgaver, som er læst gennem skoleåret. Det er den enkelte elevs ansvar at redigere mappen og i øvrigt at holde den ajour frem til eksamen.

Eksamen er en individuel mundtlig prøve. Spørgsmålene til eksamen tager udgangspunkt dels i årets pensum, dels i elevernes arbejdsmapper. En præsentation af den krævede individuelle projektopgave i billedkunst kan eventuelt indgå i eksamen.

B-niveau i billedkunst forudsætter bestået billedkunst på C-niveau. På B-niveau videreudvikles de emner og færdigheder, der arbejdes med på C-niveau.

Billedkunst som valgfag på forskellige studieretninger

Eksempler på fælles emner i stikordsform:

  • Biologi/geografi: Menneskekroppen, samspil mellem menneske og natur, seksualitet, farveperception, kropsudsmykning, etik.
  • Matematik: Forhold mellem afbildning og virkelighed, perspektivlære, komposition, geometri.
  • Fysik/kemi: Farvelære, lys som virkemiddel, bevægelse og kraftpåvirkning, konstruktion, materialers egenskaber.
  • Sprog: Kulturelle problemstillinger, periodelæsning, punk, graffiti, billeder som tekståbner.
  • Musik/drama: Stilhistorie, performance, lyd og billedsamarbejde, scenografi.
  • Samfundsfag: Kommunikations- og informationsteknologi, sociologiske temaer, psykiske temaer og politiske temaer, etik.
  • Dansk/historie: Periodelæsning, kulturel billedlæsning.
  • Religion/filosofi: Religiøs kunst, ikonografi, etik.
  • Oldtidskundskab: Antikken, arkitektur og skulptur.

Almen studieforberedelse

Det er billedkunstfagets opgave, i samarbejde med andre fag, at lære og træne eleverne i at forstå kunstens betydning i historiske, kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge.

Læs meget mere om billedkunst på EMU, Danmarks undervisningsportal.