Du er her: Forside > Undervisning > Fagene : Fransk
Fransk
Hvorfor vælge fransk?
- Når du vælger at lære fransk, åbner du døren til et stort sprogområde. Fransk er nemlig et verdenssprog, som tales af 250 millioner mennesker. Fransk tales ikke kun i Frankrig, men er også modersmålet for dele af befolkningen i lande som Schweiz, Belgien, Luxembourg og Canada. Desuden anvendes det som officielt sprog i de fleste tidligere franske kolonier: i Afrika bl.a. i Tunesien, Marokko, Algeriet, Senegal og Elfenbenskysten, og i Asien bl.a. i Vietnam og Cambodia.
- Fransk bruges også i internationale sammenhænge, som f.eks. i EU og i FN.
- Selvom undervisningen tager udgangspunkt i Frankrig, er der altså samtidig muligheder for at begive sig på opdagelse i anderledes eksotiske kulturer, f.eks. læse afrikanske eventyr, beskæftige sig med canadiske inuitter eller få indblik i det islamiske kulturmønster.
- At lære sprog er også at få indblik i en kultur og i en anden civilisation. Det sker ikke blot gennem tekstslæsning, men også ved at lytte til musik, se billeder, film, kunst, gå på opdagelse på nettet.
- Selvom vi i Danmark især har tæt kontakt til den engelsksprogede kulturkreds, kender du sikkert til Victor Hugo's "Les Miserables", du har set Monet's åkandebilleder, har lyttet til Celine Dion, set film som "Amélie" eller "En lang forlovelse", og har fra sofaen fulgt med i "Tour de France".
Måske har det givet dig lyst til at tage til Frankrig - måske har du allerede været i Frankrig. Faktisk er Sydfrankrig danskernes foretrukne rejsemål. Og så er det altså rart at kunne kommunikere med befolkningen!
Fransk i gymnasiet
- På Stenhus har du mulighed for at vælge fransk som begyndersprog eller som fortsættersprog. Du anses for begynder, hvis du aldrig har haft fransk, eller hvis du kun har haft fransk nogle få timer, f.eks. i ungdomsskolen. Du er fortsætter, hvis du har haft mindst 2 års fransk med 3 timer om ugen.
- Fransk kan vælges som studieretningsfag.
- Fransk kan vælges som valgfag (2. fremmedsprog).
Begynderfransk A-niveau
- Det første halvår arbejder vi med et begyndersystem, hvor vægten lægges på at lære udtale, at udtrykke sig i enkle sætninger, og på den grundlæggende grammatik.
- Efter begyndersystemet tager vi fat på autentiske - dvs. ubearbejdede - franske tekster: noveller, eventyr, romanuddrag, filmmanuskripter, sange, digte, tegneserier, avisartikler, og forskellige medier inddrages: film, lydbånd, TV-indslag, it. Målet er på denne måde at give dig så bredt og varieret et indblik som muligt i fransksproget kultur og i centrale franske samfundsforhold.
- Teksterne læses ud fra 6-8 forskellige emner/temaer, som klassen vælger sammen med læreren. Det kan være temaer som "Multikulturelle samfund", "Ung i dag", "Menneskerettigheder", "Eksistentialisme", eller et tema om almenmenneskelige problemstillinger. Arbejdet med temaer vil ofte foregå tværfagligt, dvs. at flere fag arbejder sammen om at belyse et emne fra forskellige indfaldsvinkler.
- Vi arbejder samtidig igennem hele forløbet med såvel grammatik som med skriftlig fransk.
- Faget varer 3 år. Målet er at du lærer at forstå det væsentligste i såvel samtale som i fransksprogede tekster, og at udtrykke dig på et klart og nogenlunde flydende fransk, mundtligt såvel som skriftligt.
- Som for alle A-niveau fag gælder det, at du skal til skriftlig studentereksamen efter 3.g, med mulighed for at komme op til mundtlig studentereksamen.
Fortsætterfransk B-niveau
- Fortsætterfransk på B-niveau bygger videre på undervisningen i folkeskolen. Vi kan derfor springe begyndersystemet over, men vi starter dog med at repetere for at få skabt et fælles udgangspunkt, samtidig med at vi går i gang med temalæsningen af lettere franske tekster. Fortsætterfransk B-niveau er i øvrigt stort set identisk med begynderfransk på A-niveau (se ovenfor), blot med den forskel, at arbejdet med skriftlig fransk er mindre omfattende på B-niveau, ligesom du heller ikke skal til skriftlig eksamen.
- Fortsætterfransk på B-niveau slutter efter 2.g, hvor du kan komme op til mundtlig eksamen. Du kan også vælge at fortsætte i 3.g på A-niveau: i så fald udskydes eksamen til slutningen af 3.g
Fortsætterfransk, A-niveau
- Fortsætterfransk på A-niveau bygger videre på undervisningen i det 2-årige fortsætterfransk B-niveau. På A-niveau udvides antallet af temaer med yderligere 2-4: temaer om f.eks. den franske revolution, om kvindefrigørelse, eller et mere filosofisk emne som eksistentialisme er muligheder. Eller måske har du et helt tredje forslag? - temaerne bestemmes som før i et samarbejde mellem klasse og lærer!
- Vi skal stadig beskæftige os med såvel litterære tekster som med sagprosatekster, og nu ikke kun, som på B-niveau, fra det 20. og 21. århundrede, men også fra det 19. århundrede: det er her, vi finder f.eks. "Les Misérables". Såvel film som lydbånd og tv vil fortsat indgå i undervisningen, og din indsigt i fransksproget kultur og franske samfundsforhold udbygges løbende.
- Målet er, at du i løbet af 3.g lærer at forstå talt fransk i såvel samtale som i medier, og at du bliver i stand til at deltage i samtale og diskussioner på et varieret og flydende fransk. Desuden arbejdes der - som på alle A-niveau fag - langt mere intensivt med den skriftlige side af faget. Målet er her, at du når frem til at skrive et varieret og nogenlunde korrekt fransk.
- Som for alle A-niveau fag gælder det, at du skal til skriftlig eksamen i faget, med mulighed for også at komme til mundtlig eksamen.
Fransk på HF
- På Stenhus har du mulighed for at vælge fransk som valgfag enten som begyndersprog eller som fortsættersprog. Du anses for begynder, hvis du aldrig har haft fransk, eller hvis du kun har haft nogle få timer, f.eks. i ungdomsskolen. Du er fortsætter, hvis du har haft mindst 2 års fransk med 3 timer om ugen.
- Du kan vælge fransk som begynderfransk på B-niveau.
Dorte Hedegaard
18-05-2009