Tidligere elever fra Stenhus Gymnasium forbinder utvivlsomt november måned med årets Gallafest og Gallaforestilling. 

Efter mange år med de samme rammer omkring denne fest, trængte vi nu til forandring! Derfor omdannedes Gallafesten til PREMIERE - og gallaforestillingen er nu afløst af en skoleforestilling i januar måned.

PREMIERE festen blev afholdt lørdag den 17. november og manglede INGENTING i forhold til glitter og glamour og fantastisk musik! Vægten var lagt på live musik, og i løbet af aftenen optrådte både et elev-orkester under kyndig vejledning af lærerne Solvej Jul Nielsen og Kasper Larsen samt et gammel-elev-orkester samlet af lærer Ole Barnholdt på scenen i Fodbadet. Som finalen på live-musikken optrådte Take it uptown, et lokalt band, som altid er garant for dansevenlig og  tempofyldt musik! Også en DJ havde fundet vej til skolen og underholdt med mere loungevenlig musik i den modsatte ende af 100meter-gangen.

Fodbadet og 100meter-gangen var formidabelt udsmykket af en gruppe elever i festudvalget sammen med Christina Mosbæk. Temaet for aftenen var New York - Hawaii - Las Vegas, og der var både frihedsgudinde, spilleborde, stråhatte og surfboards rundt omkring på skolen for at skabe den rette stemning. 

Det blev alt i alt en helt forrygende aften - og vi er mange, der allerede glæder os til næste år!

Se billeder fra festen i galleriet nederst på denne side