På Stenhus Gymnasium er fredagen før efterårsferien traditionen tro motionsdag for alle fortsætterklasser. Samme tradition findes på folkeskoler, efterskoler og uddannelsesinstitutioner over hele landet, og det er en god anledning til at lade bøger og klasseværelse være for en enkelt dag og i stedet begive sig ud i den flotte danske efterårs-natur. 

På Stenhus vil der på dagen være gang i rigtig mange aktiviteter, bl.a. motionsløb i den nærliggende skov og på stierne omkring, hvor der er planlagt både en 5 km, 10 km og en 15 km rute. Derudover kan man deltage i en floorball/hockey turnering om formiddagen og volleyball turnering om eftermiddagen for både pige-, mix- og drenge-hold.