Stenhus Gymnasium & HF havde 5 deltagere med i den landsdækkende konkurrence, der fandt sted 13. april på CBS, Frederiksberg.

Vinderen af det hele blev Augusta Birkedal fra 2x. Hun får dermed en rejse til Kina med alt betalt, og kan deltage i det internationale tv show for finalister fra hele kloden, som vises i bedste sendetid og ses af over 50 millioner kinesere. Hun er ligeledes sikret fuldt legat til et semester i Kina efter gymnasiet, hvis hun ansøger.

Chinese Bridge er en kinesisk sprogkonkurrence for gymnasieelever og universitetsstuderende. Konkurrencen består af 3 opgaver: Præsentation af et selvvalgt emne på kinesisk, besvarelse af 3 spørgsmål om kinesisk kultur og endelig en optræden, der kan bestå af musik, sang, akrobatik, teater eller noget andet, dog med udgangspunkt i kinesisk kultur.

Med på vinderpodiet var også Catja Løkke Poulsen 1c, der kom ind på en 4. plads og ligeledes skal ud at rejse, da hele "top 4" af gymnasieelever og "top 2" af universitetsstuderende sammen rejser til Kina i sommeren 2016.