Rektor Per Farbøl ønskede mandag den 20. juni de første STX-studenter tillykke og lod dem hejse flaget over Stenhus Gymnasium & HF - og tirsdag fulgte de første HF-studenter efter, og igen gik flaget til tops!

Det er en fast tradition på skolen, at årets første studenter hejser flaget, og i år var det altså Cornelius 3x, Linnea 3x og Yasmin 3a, der blev de første STX-studenter, mens Annika Cecilie Lausten 2o, Lea Ditte Andersen 2q, Nicolai Lambæk Kjærgaard 2n og Sara Engelhart Dall 2p var skolens første HF-studenter.

Og siden disse første studenter er mange flere kommet til! Alle vores afgangselever er til deres sidste eksamen i uge 25 fordelt på dagene mandag, tirsdag og onsdag. Gange og opholdsarealerne vrimler med glade forældre, bedsteforældre og søskende samt en blanding af lettede og overstadige nye studenter - og nervøse og anspændte elever, der endnu mangler den sidste eksamen.

Studenter-fejring

Hele ugen står i studenternes tegn og er præget af faste traditioner:

  • Det store foto på Kostskolens trappe tages onsdag kl. 16.00
  • Onsdag aften er der fest for alle de nye STX- og HF-studenter
  • Torsdag er sidste dag for aflevering af bøger (åbent kl. 8-15)
  • Fredag kl. 10 starter dimissionen, hvor alle studenterne får overrakt eksamensbevis - og herefter er der vognkørsel

Vær opmærksom på, at parkering kan være en udfordring både onsdag eftermiddag og fredag formiddag, så kom i god tid.

Læs mere om studentertraditioner på Stenhus Gymnasium & HF.