Dissektionsdag på studieretning 3, tirsdag d. 23. februar

Med skalpeller, knive og dissektionssakse arbejdede eleverne 1y og 1x i biologi/idræt dagen igennem på at få overblik over hjertet, blodkredsløbet og kroppens øvrige organsystemer ved at dissekere mus og svinehjerter. Efter indsatsen i laboratoriet blev det praktiske arbejde omsat til kreative posters, hvor resultaterne blev formidlet i tekst, illustrationer og fotos.

Fra dinosaur til bioteknologi og antibiotikaresistens

3gBI var på en faglig ”tidsrejse”, da eleverne torsdag d. 25. februar var på ekskursion til Københavns Universitet.

Dagen startede på Zoologisk museum, hvor den nye udstilling ”Det dyrebare” blev besøgt. Her er et skelet af den 17 meter lange dinosaur Diplodocus longus, bedre kendt som ”langhals”, udstillet sammen med udvalgte arter fra magasinerne, der er indsamlet gennem ca. 400 år.

Senere på dagen, i gentek.-laboratorierne på Biocenteret, var temaet kampen mod fremtidens  sygdomsfremkaldende ”superbakterier”. Holdet undersøgte med forskellige bioteknologiske metoder egenskaberne hos et af de enzymer, der gør visse bakterier resistente overfor antibiotika mod helt almindelige infektionssygdomme.